Millioner af mennesker døde som følge af budskabet i den film, som I skal se i dag. Og der er desværre en intim forbindelse mellem denne film og det, der sker i dag i det tidligere Jugoslavien, i Armenien og andre steder rundt om i verden.
Det drejer sig om opbygning af fjendebilleder. Om billeder, der afgrænser os fra de andre. Om billeder, der gør os til de gode - og de andre til de onde. Om billeder, som kan give os lov til at "forsvare" os mod de onde. Om billeder, som kan begrunde, ja direkte retfærdiggøre, at vi tager alle midler i brug i vores "forsvar" af vore idealer.
Om billeder, der - for nu at bruge et fint ord: legitimerer - at vi endog går ud og slår de onde ihjel uden nogen form for skånsel eller medlidenhed.
Jeg har set både serbiske og kroatiske propagandafilm, som min kone, der kan sproget, har oversat for mig. Men selv uden hendes hjælp var det tydeligt, at måden, hvorpå magthaverne tvinger befolkningen til at tage stilling for sig og den propaganderede ideologi - og hensynsløst slå de andre ihjel - nøje svarer til de propagandametoder, som nazisterne tog i anvendelse over jøderne.
Der er i det hele taget sørgeligt mange lighedspunkter mellem dengang og nu. Og det er måske den allevigtigste grund til, at I skal se "Der ewige Jude" i dag. Historien lader sig ikke ændre - men den sidder altid med til bords, når der træffes beslutninger - og man burde kunne lære noget af den. Trods alt.
Det er i al fald den dybere mening med at lære historie i skolen.
Filmen "Der ewige Jude" er ca. 60 år gammel, og mange af jer vil sikkert synes, at den er langtrukken. Dels fordi de fleste af navnene ikke siger jer noget. Dels fordi den er på tysk - og ikke er forsynet med undertekster.
I skal med andre ord anstrenge jer for at forstå den - og det virker sløvende i længden.
Alligevel burde dette - og jeres viden om konsekvenserne af Hitlers vanvittige antisemitisme - kunne sætte jer i stand til at være så meget desto mere kritiske over for filmens form og manipulations-teknikker.
I burde være i stand til at sætte alle de spørgsmåltegn ved filmens påstande, som I ikke når at gøre, når I ser film og TV til daglig. Vi sidder jo normalt ikke med den bagklogskabens viden, som vi gør over for "Der ewige Jude", men lader os villigt indfange af indholdet i TV-udsendelserne og tror på det ofte fordrejede billede af virkeligheden, som vi får præsenteret.
I forbindelse med "Der ewige Jude" skal I løbende prøve at stille vigtige spørgsmål som:
"Hvorfra véd speakeren det?"
"Hvordan har det her i det taget kunnet optages?"
"Er der overensstemmelse mellem det, vi ser, og det, som kommentatoren påstår, at vi ser?"
"Er det, som vi ser og hører, i det hele taget relevant?"
"Hvordan er historien skruet sammen?"
"Er der manipuleret ved optagelserne, f.eks. ved brug af en særlig linse eller kameravinkel?"
"Er der manipuleret i forbindelse med den måde, hvorpå det er
klippet sammen?"
"Er underteksterne dækkende for det, der bliver sagt i virkeligheden?"
og
"Hvilken betydning har musikken for måden, vi fortolker filmens budskab på?"
Prøv nu at tænke på disse spørgsmål, mens I ser filmen. Og lad os diskutere jeres iagttagelser bagefter. Der er meget tydelige eksempler på manipulation omkring de ting, som jeg lige har nævnt - og I kan sikkert finde flere ting, som er grove!
For - som jeg allerede har sagt én gang - det kan godt være, at I synes, at filmen er kedelig og langtrukken, men dens metoder anvendes faktisk den dag i dag til at forføre mennesker og sænke deres tolerancetærskel over for andre!
Hertil kommer, at der fortsat er nogle, som tror på filmens budskab. Den er nemlig kultfilm hos nynazisterne - jeg havde nær sagt, at det er deres yndlings "musikvideo". Der findes nogle videooptagelser, som beviser, hvordan de bruger den til ideologisk skoling.
Det er naturligvis forbudt at vise filmen offentligt, men de har let ved at få fat i den. Et firma i Kruså, der er ejet af en gammel dansk nazist ved navn Henry Krogh Pedersen, laver kopierne i Danmark - hvor der som bekendt er ytringsfrihed - og sender dem fra et posthus i Flensborg, så de undgår at blive hængende i tolden. For en sikkerheds skyld fraskriver han sig ansvaret for filmens brug: I kataloget hedder det - på svensk vel at mærke, og hvor mange tyskere forstår svensk - at filmene ikke bruges til propaganda! Sådan gør man det!!
Og så står der iøvrigt, at man kun må have et enkelt eksemplar, for så falder det under begrebet "samlervirksomhed" - og er dermed ikke forbudt efter tysk lov...
Filmen "Der ewige Jude" har en meget mærkelig historie. I ved sikkert allesammen, at Hitler var antisemit - og sammenligningen mellem jøder og rotter stammer fra "Mein Kampf". Derfor kender I sikkert sekvensen fra "Der ewige Jude" med denne hårrejsende sammenligning fra TV-udsendelser om Hitler og Det tredje Rige.
Det er uklart, om Hitler tidligt besluttede sig for at udrydde jøderne, når han fik mulighed for det, eller om det var noget, som gradvist udkrystalliserede sig i hans vanvittige hjerne, men at dømme efter de seneste forskningsresultater på området gav han Himmler og hans SS ordren om den systematiske masseudryddelse i gaskamrene omkring midten af september 1941.
Hitlers propagandaminister Joseph Goebbels var også overbevist antisemit, ligesom han var en af Hitlers mest fanatiske tilhængere.
I 1938 havde Goebbels skaffet sig et stort problem på halsen. Han havde haft mange sidespring, men denne gang var der åbenbart tale om mere end bare sex. Han var blevet forelsket i en tjekkisk filmstjerne, Lida Baarova, og ønskede at lade sig skille fra sin kone Magda for sammen med Baarova at tage til Tokyo. Posten som ambassadør i Japan var blevet meget betydningsfuld på grund af det tætte samarbejde mellem de såkaldte aksemagter, Italien, Japan og Tyskland.
Men et sådant arrangement ville hverken Hitler eller Magda gå med til. Magda var som arving til Mauser-våbenfabrikkerne ikke fru "hvemsomhelst" og havde ovenikøbet ladet sig skille for at blive gift med Goebbels.
Men værre var det nok, at den børnerige Goebbels-familie var markedsført som idealet på en tysk familie af Goebbels' egen propaganda, og at Hitler havde netop været udsat for en - ganske vist falsk - sex-skandale, så han ønskede ikke én til. Det havde drejet sig om den tyske hærchef, som var blevet fjernet som følge af en påstand om, at han skulle have været homoseksuel.
Følgen var under alle omstændigheder, at Goebbels' stjerne dalede. Og det så hurtigt, at mange af hans fjender i toppen af Det tredje Rige bare ventede på hans fald.
Noget måtte han gøre for at genvinde sin indflydelse - ud over naturligvis at opgive forholdet til Baarova. Så kom tilfældet ham til hjælp, og han handlede hurtigt.
Goebbels vidste, at den rigtige måde at smigre Hitler på var tage et antisemitisk initiativ. Og da en polsk jøde Grynzpan foretog et politisk attentat på en ung ambassadefunktionær i Paris, havde han fået en ny "martyr".
I samarbejde med chefen for sikkerhedspolitiet, Reinhard Heydrich, iscenesatte han natten mellem den 9. og 10. november 1938 den såkaldte "Rigskrystalnat", hvor SA'ere gik til angreb på værgeløse jøder og ødelagde jødiske butikker og synagoger.
Men det viste sig at være et klokkerent selvmål. Ikke bare udlandet var oprørt, men også store dele af den tyske befolkning, der mente, at nu var grænsen nået: Diskrimination af jøderne kunne nok accepteres - især hvis man ikke blev konfronteret med den til daglig og alt for åbent. Men den voldelige forfølgelse kunne man trods alt ikke gå ind for.
Goebbels havde ganske vist indhentet Hitlers opbakning til pogromen, men det forhindrede ikke Göring og hans øvrige fjender i partiets top i at være rasende. Ikke fordi de var imod antisemitismen, men fordi det ødelagde de økonomiske planer for den militære oprustning.
Goebbels måtte erkende, at den tyske befolkning simpelthen endnu ikke havde fattet antisemitismens betydning for den nazistiske verdensanskuelse trods næsten seks års nazistisk styre. Han satte derfor en intensiv propagandakampagne mod jøderne i gang. Og for første gang valgte han også at sætte sit stærkeste våben - filmen - ind som middel i forsøget på at overbevise befolkningen om antisemitismens berettigelse.
Han satte produktionen af to spillefilm, "Jøden Süss" og "Rothschilderne", i gang og bestemte sig også for at lave en dokumentarfilm til at "bevise" rigtigheden af de følelser, som spillefilmene skulle udløse.
Men han kom ikke rigtigt i gang med denne del af kampagnen før et år efter, idet de polske myndigheder ikke gav ham lov til at foretage optagelser i de jødiske ghettoer i Polen. I stedet brugte han en film ved navn "Juden ohne Maske" (dvs. "Jøder uden maske"), der var sat sammen af sekvenser fra gamle spillefim med jødiske skuespillere. Klippene blev udlagt som en måde, hvorpå jøderne bevidst skulle have fordærvet den tyske moral i Weimar-republikkens dage.
Efter lynkrigen i september 1939 sendte han den ansvarlige for produktion af propagandafilm, Fritz Hippler, til Polen for at foretage de manglende optagelser, herunder livet i ghettoen, en jødisk gudstjeneste samt rituelle slagtninger. Og da han havde set dem, tog han selv til byen Lodz for at se på forholdene og få foretaget supplerende optagelser.
Han fastholdt sine indtryk i dagbogen på følgende vis:
"Lodz er en forfærdelig by. Vi kører gennem ghettoen, stiger ud og beser omhyggeligt alt. Det er ubeskriveligt. De er ikke mennesker, men dyr. Det er derfor heller ikke tale om en humanitær opgave, men derimod en kirurgisk. Der skal skæres - og det radikalt. Ellers går Europa til grunde på grund af den jødiske sygdom."
Og han lod "Der ewige Jude" afspejle denne holdning...
Men selvom Goebbels havde opgivet sin elskerinde og havde gjort sin kone gravid med et "forsoningsbarn", var hans stjerne var fortsat for nedadgående. Under overværelse af den samlede partitop gav Hitler ham i december 1939 således en skideballe for at lave dårlige film.
Så man forstår den ærgerrige propagandaministers følelser, da han skrev i sin dagbog, at han ville gøre "Der ewige Jude" til et "propagandistisk mesterværk". Han satte sine allerbedste folk på opgaven: Hippler koordinerede og kom udadtil til at stå som den ansvarlige for projektet. Konceptet og væsentlige dele af manuskriptet kom fra Eberhard Taubert, hvis mærkelige skæbne fortjener et par ekstra ord med på vejen.
Han fik øgenavnet "Dr. Anti", fordi han dels organiserede den anti-semitiske, dels den anti-kommunistiske propaganda. Han havde således oprettet et særligt institut, der fungerede som en slags efterretningstjeneste på det antisemitiske område. Dette "Institut zum Studium der Judenfrage" kom til at levere langt hovedparten af de oplysninger, der forekommer i filmen. Men Taubert var også den "grå eminence", der stod bag "Antikomintern", som I måske har hørt om.
Derfor kunne han også bruges efter krigen, hvor CIC - forgængeren for CIA - hurtigt sørgede for, at han blev afnazificeret, og kom til at fungere som rådgiver for den vesttyske stat. Takket være en afsløring i Der Spiegel i 1955 blev tilskuddene til hans organisation strøget, men minsandten om han ikke dukkede op bare tre år senere i Franz Josef Strauss forsvarsministerium, hvor han stod for den ideologiske undervisning af det nyoprettede Bundeswehr.
Takket være en ny skandale blev han fyret, men hans gode forbindelse med den vesttyske efterretningstjeneste skaffede ham jobs rundt omkring i verden, hvor man havde brug for en erfaren antikommunist. Han arbejdede for Shahen af Iran og i Sydafrika - og også for Libanon og Ægypten, selvom det her mere var antisemitisme, som han beskæftigede sig med, indtil en højreorienteret industrimagnat kaldte ham hjem til Tyskland.
Som ny forbundskansler fra 1969 var Willy Brandt nemlig begyndt en tilnærmelse mod Østeuropa, som mange konservative mente burde stoppes, og det var Taubert, som organiserede væsentlige dele af propagandaen mod Brandt ved valget i 1972. Men da var tiden langt om længe løbet fra Dr. Anti, og han omkom ved en trafikulykke i 1975.
Film-arbejde er team-arbejde, og det er meget svært at sige præcist hvem, der står bag hvilke udsagn i "Der ewige Jude". Men det står fast, at Goebbels udtrykkeligt godkendte hver eneste stump - og at den må betegnes som hans "trosbekendelse" til Hitler og den nazistiske ideologi.
Så meget desto mere ærgerligt må det have været for ham, at Hitler skrottede hans første version, hans anden version, hans tredje version osv. Der blev lavet mindst syv versioner, før Hitler endelig erklærede sig tilfreds med resultatet.
Derfor kan filmen også siges at udtrykke Hitlers holdning til jøderne i begyndelsen af september 1940.
På dette tidspunkt havde krigen raset i et år, og dens overraskende forløb kan kun have bekræftet Føreren i hans vanvittige opfattelse af sig selv som frelser af den ariske race.
Siden magtovertagelsen syv og et halvt år tidligere havde han udrettet det utrolige - og senest havde ingen andre end han selv og nogle andre få fanatikere turdet tro på, at det så hurtigt skulle lykkes at besejre den gamle arvefjende Frankrig.
At krigen havde været ført i vest i stedet for i øst mod det kommunistiske Sovjetunionen havde ganske vist ikke været i overensstemmelse med hans planer, men han var overbevist om, at det ikke kunne vare længe, før Churchill sluttede fred og gik ind på at støtte ham i den afgørende kamp mod den jødeskabte kommunisme.
Hitler havde den 30. januar 1939 - altså før krigsudbruddet - holdt en stor programatisk tale i anledning af seks-år-dagen for magtovertagelsen. Denne tale lod Goebbels nu klippe om og bruge som "Førerord" - dvs. konklusion - i "Der ewige Jude".
Han gav den en version, der passede til den politik over for jøderne, som Hitler havde præsenteret ham for ved et møde kun 14 dage før den endelige godkendelse af "Der ewige Jude": Jøderne skulle rent fysisk fjernes fra Europa - men ikke gennem masseudryddelse. De skulle i stedet sendes til den franske ø Madagaskar, som så kunne blive til en blanding af en koncentrationslejr og en jødisk "stat".
Men som I vil kunne se om lidt, er det tydeligt, at Goebbels havde besvær med at få citatet til at virke rent filmisk. Det varer simpelthen alt for længe, inden vi ser andet end publikum i salen.
Årsagen var, at Hippler havde ikke filmet hele Hitlers 2 1/2 time lange tale den 30. januar. Han havde kun taget kun de passager, som han havde fået besked om på forhånd.
Og Goebbels var derfor tvunget til at lave en montage på baggrund af lydoptagelser og såkaldte "stock-shots" (dvs. arkivoptagelser) af publikum, hvis han ville have budskabet frem om, at der var plads nok uden for Europa til de jøder, som ville give sig til at arbejde som andre produktive folk.
Endelig klippede han en henvisning til bolschevismen ud for ikke at støde Sovjetunionen. Prøv at lægge mærke til, hvor elegant det er gjort. Hvis man ikke lige véd det, lægger man ikke mærke til det!
Da filmen endelig havde premiere den 28. november 1940, var det i to versioner. Aftenforestillingen med schæchtnings-scenerne var kun for mænd, mens der om eftermiddagen blev vist en version uden disse scener for kvinder og børn. I får den barske version at se, men filmen advarer i god tid.
"Der ewige Jude" blev imidlertid ikke nogen succes. Det var kun overbeviste antisemitter og de, som følte, at de skulle "ses" se filmen, som gik ind for at se Goebbels' "propagandistiske mesterværk".
Tværtimod fortæller de hemmelige indberetninger fra Sicherheits-Dienst, at der visse steder endog var en veritabel "mundpropaganda" i gang for at advare folk mod at se filmen.
Goebbels gav dog ikke op så let. Trods fiaskoen ved biografernes kasseapparater troede han fortsat på filmen som et fremragende propagandamiddel. Og når den tyske befolkning trods massiv opbakning i radioen og i aviserne ikke kunne formås til frivilligt at se filmen, var der i det mindste visse dele af den, som kunne tvinges til det.
Den blev vist for Hitler-Jugend i såkaldte "Filmfeierstunden", dvs. arrangementer i kirketiden søndag formiddag, hvor medlemmerne - og det var alle drenge mellem 14 og 18 tvunget til at være! - havde mødepligt.
Og "Der ewige Jude" var en af de forholdsvis få film, som stod til rådighed for Wehrmachts omrejsende biografer i vinteren 1940/41, selvom soldaterne utvivlsomt hellere ville have set noget mere morsomt, når de slappede af langt væk hjemmefra.
Men filmens lange saga stopper ikke her. Der blev lavet en særlig hollandsk version, "De eeuwige Jood", og en særlig fransk, "Le Péril juif", som begge udelader Hitlers tale og iøvrigt har andre, mindre militante slutninger.
Begge steder blev filmen vist som optakt til og begrundelse af deportationen af jøder mod øst, og i Holland gjordes et særligt forsøg på at tvinge folk i biograferne. De hollandske biografejere var simpelthen tvungne til at tage den på plakaten.
På dette tidspunkt - dvs. årskiftet 1941/42 - havde Hitler allerede taget beslutningen om Holocaust. Og hvis Hitler og Goebbels havde taget ved lære af erfaringerne med den offentlige forevisning af "Der ewige Jude", så var det, at den brede befolkning ikke kunne formås til at acceptere radikaliteten i den nazistiske antisemitisme:
Masseudryddelserne måtte følgelig ske i største hemmeligheder under dække af en langsigtet evakuerings- eller deportationsplan. Blandt andet derfor fastholdt man længe fiktionen om en jødisk stat på Madagaskar - selv i statsadministrationen.
Mærkeligt nok blev "Der ewige Jude" anset for at være et virksomt middel til at lægge røgslør over for udlandet i så henseende. Der blev lavet en særlig international version med henblik på det tysksprogede udland, hvor blandt andet den sidste del af Hitlers tale - selve truslen om udryddelse af den jødiske race i Europa - diskret var klippet bort!
Men hvordan opfattede Hitler selv budskabet i den film, som Goebbels havde lavet til ham som en slags "trosbekendelse"?
For de to, hvis film "Der ewige Jude" var blevet på en sælsom og skæbnesvanger måde, behøvede jo af dén grund ikke nødvendigvis at opfatte den på præcist den samme måde?
De gentagne forevisninger af forskellige versioner af "Der ewige Jude" var Førerens eneste "håndgribelige" kontakt med jøder i tiden frem til ordren om at påbegynde Holocaust. Og han lod Goebbels lave filmen om og om igen, til den passede til hans vanvittige verdensbillede.
Filmen "Der ewige Jude" må - med andre ord - for Hitler være blevet til selve inkarnationen af den jødiske hovedfjende på en betydningsfuld og følelsesladet måde.
Men de mange forevisninger betød også, at Hitler igen og igen blev konfronteret med sin eget profeti (omend i lidt forskellige versioner). Og den sidste gang, det skete - dvs. som er dokumenteret gennem en kilde, for hvem véd: måske udviklede "Der ewige Jude" sig også til en kultfilm for ham på samme måde som for nutidens ny-nazister - var i begyndelsen af september 1940.
Det var på et tidspunkt, hvor Hitler så småt var ved at indse, at han ikke kunne bombe England til at slutte fred.
Hans profeti med parringen af en forudsætning (dvs. udbruddet af en verdenskrig) og en konsekvens (dvs. jødernes udryddelse i Europa) udviklede sig under alle omstændigheder til en sand besættelse hos ham. Han vendte tilbage til citatet igen og igen, når han talte om jøder - omend han hævdede, at ordene var faldet i forbindelse med krigens udbrud den 1. september.
Det er imidlertid yderst bemærkelsesværdigt, at han siden kunne gengive det i næsten ordret form.
Skyldtes det mon, at den goebbelske propaganda havde virket? Og at det var "Der ewige Jude", som havde hamret det ind i hans bevidsthed?
Ud fra sin hidtil så sejrrige ideologi kunne han kun fortolke tilbageslaget i efteråret 1940 som et bevis på, at jøderne fortsat stod stærkt. Derfor måtte han nødvendigvis tage endnu skrappere midler i brug for at vinde krigen:
Han indså, at han ikke længere kunne tillade sig at udskyde opgøret med den jødiske bolschevisme, som skulle føres som en hensynsløs udryddelseskrig. Og på tilsvarende vis måtte han gøre op med den indre fjende, dvs. de jøder, som allerede var i hans magt. De kunne jo "formere" sig!
Blandt historikere diskuteres det som sagt fortsat, om Hitler ønskede en fysisk udryddelse af jøderne lige fra begyndelsen af sin politiske karriere - eller om det var en tvangstanke, som langsomt, men sikkert tog til i styrke. Vi ved det ikke...
Det er også uafklaret, hvornår og hvorfor han tog den endelige beslutning om at sætte Holocaust i gang. Men det skete på et eller andet tidspunkt mellem efteråret 1940 og efteråret 1941 - og måske endda gradvist.
Forskerne kan fastslå, at han tog beslutningen en gang mellem det mislykkede forsøg på at få England til at slutte fred og så det tidspunkt, hvor han måtte erkende, at han ikke ville kunne besejre Stalin inden vinterens komme i 1941.
Hertil kom, at han blev klar over, at det kun ville være et spørgsmål om tid, før USA ville indtræde i krigen på allieret side. Og krigen ville dermed blive til den verdenskrig, han frygtede allermest - og som var hans egen betingelse for at skride til systematiseret folkemord.
Senest på dette tidspunkt - dvs. i midten af september 1941 - forsvandt de sidste skrupler, som han måtte have haft: Nu var tiden kommet til at føre ideologien ud i sin logiske, men totalt umenneskelige konsekvens.
Det var ikke imidlertid første gang, at han tog en sådan radikal og skæbnesvanger beslutning. I slutningen af oktober 1939 havde han underskrevet en ordre om udryddelsen af åndssvage og handikappede, det såkaldte "Euthanasie"-program, og ligesom profetien om jødernes skæbne lod han den omdatere til den 1. september, datoen for krigens udbrud.
Krig var for ham identisk med en racemæssig "renselsesproces".
Ifølge de nyeste forskningsresultater var det som sagt formentlig omkring midten af september 1941, at Hitler gav Himmler og hans SS ordren om at sætte den systematiske udryddelse af jøder i gang, men den principielle beslutning kan han som sagt meget vel have taget længe før, således som en lang række fremtrædende forskere har hævdet det.
Endnu engang må vi erkende, at vi ikke véd det med sikkerhed - og er dette egentlig ikke et ligegyldigt akademisk spørgsmål, når man tager de uhyggelige konsekvenser i betragtning?
Langt vigtigere er det, at den goebbelske trosbekendelse til den almægtige Fører i form af filmen "Der ewige Jude" gav Hitler hele den nødvendige argumentation og legitimation for en sådan ufattelig beslutning:
Når nu jøderne bedst kunne sammenlignes med rotter - og de iøvrigt slagtede dyr på en så barbarisk måde og så ovenikøbet tillod sig til at kalde det for "religion" - var der så noget andet, Hitler kunne gøre, hvis han virkelig ville vinde krigen og frelse det tyske folk fra undergang?
I "Mein Kampf" havde han 15 år tidligere beskrevet, hvordan Tyskland kunne have undgået nederlaget i Den første Verdenskrig:
"Hvis man ved krigens begyndelse, og mens den stod på, havde holdt tolv eller femten tusinde af disse hebræiske folkefor-dærvere under giftgas, sådan som hundrede tusinder af vore aller-bedste tyske arbejdere af alle lag og fag måtte tåle det i felten, så havde frontens militæroffer ikke været forgæves."
Nu havde han magten og kunne lade jøderne "sone" ofrene for det tyske folks "eksistenskamp" på slagmarkerne - og i værste fald for det nederlag, som han i slutningen af 1941 begyndte at forstå kunne blive den endelige udgang på krigen.
Takket være en blanding af villige fanatikere, afstumpede sadister og frygtsomme, men loyale bureaukrater kom hans beslutning til at betyde dødsdommen over seks millioner mennesker - hvis eneste brøde var, at de var jøder efter den nazistiske definition af begrebet.
Det er på denne baggrund, at I nu skal se Goebbels' "propagandistiske mesterværk": "Der ewige Jude".