Dansk oversættelse af den tyske speakerkommentar m.m. til
DEN NAZISTISKE PROPAGANDAFILM
"DER EWIGE JUDE"
(Joseph Goebbels, 1940)

 

Indledende bemærkning til oversættelsens karakter:
Der er tilstræbt en så ordret oversættelse af den meget bombastiske og stærkt ideologisk ladede speakerkommentar som muligt. Det har ofte været nødvendigt at træffe et valg mellem mundret dansk og en præcis gengivelse af den tyske tekst. Den sidste løsning blevet foretrukket hver gang for at understrege filmens propagandistiske karakter.
Det kan ikke fastslås med sikkerhed hvem, der har skrevet den endelige speakerkommentar. Men Joseph Goebbels har personligt godkendt hver eneste formulering, og filmen må betegnes som hans værk.
Føreren, Adolf Hitler, har udtrykkelig givet sin tilladelse til at vise denne version offentligt efter at have set den (og flere tidligere udgaver, som han imidlertid ikke var tilfreds med).
Filmen afspejler derfor den officielle holdning over for jøderne i efteråret 1940, dvs. kort før det tidspunkt, hvor Hitler besluttede sig for den systematiske udryddelse i gaskamrene.
Dette stod klart for publikum på grund af produktionsselskab og den måde, hvorpå filmen blev omtalt i aviser og radio.
Udkastet stammer fra en af Goebbels' mest betroede medarbejdere, dr. Eberhard Taubert, som i 1934 organiserede et særligt institut, som samlede materiale om jøderne til brug for antisemitisk propaganda. Næsten alle påstande stammer fra arkivet i dette "Institut zum Studium der Judenfrage".
Filmarbejde er imidlertid team-arbejde, og mange har været med til at sætte præg på den endelige udformning, der blev koordineret af dr. Fritz Hippler, som var propaganda-ministeriets ansvarlige for politiske tendensfilm.
Kameramændene var vant til at arbejde selvstændigt efter udstukne retningslinier - og det samme gjaldt folkene, der klippede filmene.
Speakerkommentaren er indtalt af Harry Giese, den ene af de to mænd, som normalt lagde stemme til ugerevyerne, der var datidens "TV-avis".

Fortekster:

DEN EVIGE JØDE
Et filmisk bidrag til belysning af problemet omkring verdensjødedommen
En dokumentarisk fra D(eutsche) F(ilm) G(esellschaft) efter en idé af Dr. E. Taubert
Instruktion: Fritz Hippler
Musik: Franz R. Friedl
Kamera: A. Endrejat, A. Hafner, R. Hartmann, F.C. Heere, H. Kluth, E. Stoll og H. Winterfeld.
Klip: Hans Dieter Schiller og Albert Baumeister

Rulletekst:
Vi får kun et ufuldkomment billede af jødernes egenartede racemæssige karakter ved at se på de civiliserede jøder, som vi kender fra Tyskland.
Denne film viser originaloptagelser fra de polske ghettoer. Den viser os, hvordan jøderne ser ud i virkeligheden, før de skjuler bag den civiliserede europæers maske.

Speakerkommentar:
Felttoget i Polen har givet os mulighed for at lære jødedommen at kende i det miljø, hvori den udklækkes. Der bor næsten fire millioner jøder i Polen, men man leder forgæves efter dem blandt befolkningen på landet. De har heller ikke lidt under krigens kaos sådan, som det var tilfældet med den indfødte polske befolkning. De opholdt sig i de mørke ghettogader i de polske byer, som om det hele ikke vedkom dem, og allerede en time efter den tyske besættelse var de påny i gang med at gøre forretninger.
Allerede for 25 år siden har vi tyskere haft lejlighed til at kaste et blik ind i den polske ghetto. Men denne gang er vort blik blevet skærpet gennem erfaringerne fra de sidste ti år. Vi ser ikke længere som i 1914 blot det groteske og komiske ved disse tvivlsomme skikkelser fra ghettoen. Vi erkender, at her finder vi arnestedet for den pest, som truer sundheden hos den ariske befolkning.
Richard Wagner har engang sagt:
"Jøden er den plastiske dæmon, som udtrykker menneskehedens forfald".
Og disse billeder bekræfter rigtigheden i hans udsagn.
Måden, hvorpå jøderne lever sammen i hjemmet, udviser en påfaldende mangel på evne til at skabe en civiliseret verden. Eller sagt ligeud: De jødiske boliger er beskidte og vanrøgtede.
Nu må man ikke tro, at disse jøder er fattige. Gennem handel i årtier har de skrabet penge nok sammen til at kunne skabe et rent og rart hjem for sig selv og deres familie. Men i generation efter generation har de boet i de samme smudsige "beboelses-huller", der er befængt med væggetøj. Dér fremsiger de også deres traditionelle, ceremonielle bønner uden at bekymre sig om de profane omgivelser. Overkroppens rokken frem og tilbage er en påbudt del af læsningen af de jødiske skrifter.
Det meste af det såkaldte "fællesliv" hos jøderne foregår på gaden.
Det er meget sjældent at finde jøder, som er i gang med et værdiskabende arbejde. Heller ikke i dette tilfælde foregår det frivilligt. Det er den tyske militærforvaltning, som har sat dem til at rydde op. Det er tydeligt, at de ikke er vant til at arbejde - og at de heller ikke elsker det. Men der er ikke tale om en hjælpeløshed, som man burde have ondt af. Der er tale om noget helt andet: Disse jøder vil ikke arbejde - men sjakre. Her er de i deres rette element.
Det er ikke rigtigt, når folk, der ikke véd bedre, undskyldende antager, at jøderne er blevet tvunget ind i handel, fordi man har udelukket dem fra andre former for virksomhed og erhverv. Det modsatte er tilfældet: De drages mod handelsvirksomhed, fordi den er i overensstemmelse med deres karakter og naturlige anlæg.
Den uindviede tilskuer vil til at begynde med se disse handlende børn som udtryk for en stor fattigdom, men den, som gennem længere tid holder øje med dem, vil kunne konstatere, at de er stolte af at kunne gøre ligesom de voksne. Denne ungdom er ikke besjælet af en idealisme på samme måde som vores unge. Egoismen hos den enkelte bliver hos dem ikke udnyttet til at tjene højere mål, der er fælles for samfundet. I skærende kontrat til det ariske begreb om sædelighed proklamerer den jødiske racemoral tværtimod den hæmningsløse egoisme hos den enkelte jøde som guddommeligt påbud. Religionen gør det ligefrem til en pligt for en jøde at bedrage og tage ågerrenter. Det hedder f.eks. i 5. Mosebog:
"Du må låne den fremmede penge til ågerrente. Du må forfordele den fremmede, men ikke din broder. I så fald vil din Gud, Jahve, velsigne dig i al din gerning."
Med andre ord: For jøder er det at gøre forretninger en slags hellig handling.
Det er noget komplet uforståeligt for ikke-jøder. Det ariske menneske forbinder et værdibegreb med alt, hvad han foretager sig. Han vil skabe værdier, mad, tøj, boliger, maskiner, kunstværker eller noget andet, som er værdifuldt for samfundet. Han er helt styret af følelsen af at være ansvarlig for det, han foretager sig.
For jøden er der derimod kun én ting, som har værdi: Penge. Hvordan - og med hvilke midler - han tjener pengene, er fuldkomment ligegyldigt for ham. De første handelsobjekter er almindeligvis værdiløst skrammel og alle former for skrammel. Sådan begynder de små jøder.
Snart har de bragt det så vidt, at de kan sælge fra en bakke på maven. Kort tid efter har de så samlet sig et helt lille varelager ved hjælp af åger, og ikke længe efter ejer de en rigtig bod. De smarteste af dem er snart ejere af en lille forretning - og så en større forretning - og de allersmarteste, dvs. de mest skrupelløse, residerer til sidst i varehuse og storbanker og bor i de største og mest pralende huse og villaer i byerne.
Naturligvis under den forudsætning, at de ikke står i vejen for hinanden, som det er tilfældet i de snævre ghettoer østpå.
Derfor motiveres de til at trænge fra deres udklækningssteder ind i rige lande til rige folk.
De har brug for andre folk, for de har brug for varer for at kunne gøre forretninger.
Alt det, som er værdier for de skabende, ariske folk, er af jøden blevet fornedret til varer, som han køber og sælger igen, men som han ikke selv er i stand til at frembringe. Fremstil-lingen overlader han til arbejdere og bønder hos de folk, hvor han har slået sig ned som uindbuden gæst.
Jøderne er imidlertid et folk uden bønder og uden arbejdere - et folk af parasitter.
Overalt, hvor der viser sig et sår på et folkelegeme, sætter de sig fast og suger næring af den organisme, som er i forfald. Folkenes sygdomme udnytter de til deres forretninger og bestræber sig derfor på at forværre alle sygdomstilstand og gøre dem kroniske.
Sådan er det i Polen. Sådan var det i Tyskland. Sådan har jøderne gjort i hele deres historie. De bærer i ansigtet de årtusindgamle træk på det evige snylteri - den evige jødes træk, som i tidernes løb altid er forblevet de samme trods verdensomspændende vandringer.
Der er ingen forskel mellem disse jøder i Polen - og disse i Palæstina, skønt kontinenter skiller dem fra hinanden.
Palæstina er det åndelige centrum for den internationale jødedom, selvom den jødiske befolkning også her spiller en ubetydelig rolle i dag, når man ser på deres antal. Jøderne forsamler sig her ved Klagemuren og sørger over Jerusalems undergang.
Men deres hjemløshed har de valgt selv og er i overensstemmelse med hele deres historie.
For fire tusind år siden ser vi allerede, at deres hebraiske forfædre begynder at vandre. Fra Mesopotamien vandrer de langs med havet til Ægypten, hvor de for en tid driver en blomstrende handel med korn. Da de agerdyrkende ægyptere sætter sig til modværge mod de fremmede ågerkarle og spekulanter, udvandrer disse igen og går i gang med deres plyndringstogt mod "Det forjættede Land", hvor de slår sig ned og skånselsløst udplyndrer dets retsmæssige ejere, som befinder sig på et kulturelt højerestående plan.
I løbet af århundredene udvikler den endelige jødiske blandingsrace sig her af en orientalsk-forasiatisk raceblanding med negroide indslag. Den er fremmed for os europæere, skabt af raceelementer af en hel anden karakter og forskellig fra os, hvad legeme - og især sjæl - angår.
Det ville sandsynligvis ikke have været nødvendigt at beskæf-tige sig med dem, hvis de var forblevet i deres orientalske hjemstavn. Men Alexander den Stores kosmopolitiske verdensrige, som strakte sig fra Forasien ud over det halve Middelhavsområde - og frem for alt romernes grænseløse verdensrige - fik rigtig gang i jødernes trang til at handle og til at vandre, og de oversvømmede snart Middelhavsområdet, der nu lå åbent.
Mens dele af dem satte sig fast i de store byer og i trafik- og handelscentrene i Middelhavsområdet, vandrer andre grupper rastløst videre: Over Spanien, Frankrig, Sydtyskland og England. Overalt gør de sig upopulære. I Spanien og Frankrig vender folket sig i det 13. og 14. århundrede åbent mod dem, og de vandrer videre - hovedsageligt til Tyskland.
Herfra følger de den kulturbringende og -skabende tyske kolonisation mod øst, til de endelig finder et nyt kæmpemæssigt reservoir i den polske og russiske del af Østeuropa. Det 19. århundrede giver med sine uklare ideer om menneskers lighed og frihed jøderne en mægtig opdrift. Fra Østeuropa oversvømmer de nu uophørligt i løbet af det 19. og det 20. århundrede lande og byer i Europa, ja i hele verden.
En forbløffende parallel til denne jødiske vandring ud over hele verden finder vi hos et ligeså hvileløst dyr og dets racevandringer: Rotten. Rotterne har som snyltere fulgt mennesket lige fra begyndelsen af. De stammer fra Asien, hvorfra de i vældige horder er vandret ud over Rusland og landene på Balkan til Europa.
I midten af det 18. århundrede findes de overalt i Europa, og mod slutningen af det 19. århundrede tager de som følge af den voksende skibstrafik også Amerika i besiddelse og ligeledes Afrika og Det fjerne Østen.
Overalt, hvor rotterne dukker op, bringer de tilintetgørelse med sig, ødelægger menneskenes ting og sager samt føde. På denne måde spreder de sygdomme som pest, spedalskhed, tyfus, kolera, dysenteri osv.
De er listige, fejge og grusomme og optræder mest i store skarer. I dyreriget udgør de den kategori, som er ensbetydende med ondskabsfuld, underjordisk ødelæggelse - ganske som det er tilfældet med jøderne blandt menneskene.
Det jødiske parasitfolk står bag en stor del af det internationale forbrydervæsen. Selvom jøderne kun udgør én procent af verdens befolkning, havde de i 1932 en andel på 34 % af den samlede nakotikahandel i verden, på 47 % af kassetyverier, på 47 % af falsk- og hasardspilsforbrydelser, på 82 % af internationale tyvebander og på 98 % af den hvide slavehandel.
Det er ikke uden grund at, fagudtrykkene i den internationale tyve- og forbryderjargon stammer fra hebraisk og jiddisch. Disse fysiognomier modbeviser på slående måde den liberalistiske teori om, at alle er lige, som ser ud som mennesker.
De forandrer skam deres ydre, når de kommer ud i den rige verden fra det polske udklækningssted.
Peies og skæg, kappe og kaftan er det, som gør østjøden genkendelig for enhver. Fjerner han disse, er det kun folk med et skarpt blik, som kan erkende hans racemæssige baggrund. Det er et væsentligt karaktertræk hos jøden, at han altid gør alt for at skjule sin afstamning, når han bevæger sig blandt ikke-jøder.
En hel gruppe af polske jøder, der endnu bærer kaftan - og nu i vesteuropæisk tøj - er parat til at snige sig ind i den vestlige civilisation. Naturligvis forstår disse ghettojøder sig i starten ikke på at bevæge sig på den helt rigtige måde i det rene, europæiske tøj.
Disse jøder fra Berlin klarer det noget bedre. Deres forældre og bedsteforældre har ganske vist endnu levet i en ghetto, men det mærker man nu ikke mere til på overfladen. Her i anden og tredje generation har assimilationen nået sit højdepunkt. De forsøger i alt det ydre at gøre det samme som deres værtsfolk, og folk uden intuition lader sig føre bag lyset af denne camouflage og betragter dem faktisk som ligemænd.
Deri ligger den kæmpemæssige fare, for selv disse assimilerede jøder bliver ved med at være fremmedlegemer i organismen hos deres værtsfolk, ligegyldigt, hvor meget de på overfladen måtte ligne dem.
Selv gamle jødiske navnearistokrater, som i generationer gennem slægtskab med degenereret adel har tilhørt de mest fremtrædende kredse af det såkaldt "fine" selskab i Europa og helt har antaget omgangsformerne i den feudale omverden, er forblevet fremmed-elementer og må bedømmes som sådanne.
Vi viser her et stykke af en spillefilm om familien Rothschilds historie. Den er fremstillet af amerikanske jøder, formentlig for på denne måde at sætte et mindesmærke for et af de største navne i den jødiske historie.

De tyske undertekster i oversættelse. Læg mærke til, hvordan den fordrejer den originale dialog. I første del gennem udeladelser, i anden del gennem bevidste fejloversættelser.

Skatteopkræveren kommer. Han er allerede i vor gade!Luk døren. Mor, pak sølvtøjet væk.
Det har jeg allerede.

Speakerkommentar:
De fejrer deres helte på jødisk vis og gotter sig over, hvordan han bedrager sin værtsstat og foregiver at være fattig for at undgå at betale skat.

Undertekster (fortsat):
Til skatteopkræveren siger vi: Ingen forretninger i fem dage.
Er I sultne?
Ikke ret meget...
Men sæt et sultent ansigt op.
Salomon, du bliver nedenunder.
Mor, skjul stegen.
Mor, sæt dig derhen med dit sytøj.
Nathan, tag hænderne op af lommen.
Hvem er det, Nathan?
Åh, min gode ven, skatteopkræveren.
Tag din hovedbog frem.
Gerne, jeg sad lige og så på den.
Tiderne er meget dårlige.
Gudula, det er min gode ven, skatteopkræveren.
Aldrig har jeg haft så dårlig en måned.
I fem dage har jeg ikke set en eneste gylden.
Vore kunder kommer.
Ja, men de køber ikke ...
Min vekselerforretning er ringere end ingenting.
Jeg vil snart dø af sult.
Dø af sult? Her lugter det godt!
De skal vel have steg hos naboen.
Gå hen og luk vinduet.
Hvad anser du mig for?
Herre, jeg forstår Jer ikke?
Rothschild, du foretager større forretninger end andre. 20.000 gylden i skat!
20.000 gylden!!
I kan dræbe mig, jeg kan næppe opdrive 1.000 gylden.
Gå ovenpå - gennemsøg huset.
Måske 2.000 gylden.

Ved dødslejet:
Under transport af guld med postvogn
fra et land til et andet går der meget guld tabt.
I krigstid er det fjenden, som får det,
i fredstid er det røverne.
I er fem brødre,
hver åbner en bankforretning:
én i Paris,
den anden i Wien,
den tredie i London.
Udsøg jer de vigtigste hovedstæder.
Når penge skal sendes til London,
er der ingen, som behøver at risikere livet:
I sender et brev til Nathan i London:
"Betal til den og den ..."

Speakerkommentar:
Hertil skal det bemærkes, at overførsel af penge uden kontanter ikke er en opfindelse af jøderne og af dem heller ikke bliver brugt til pleje af menneskehedens vel, men at den tjener dem som middel til at
skaffe sig international indflydelse hen over hovedet på værtsfolket.

Undertekster (fortsat):
Som modregning ydes der lån fra London til Frankfurt.
Der vil komme mange krige,
og alle stater vil komme til familien Rothschild.
Hos dem vil pengene være sikrest.
Enighed betyder magt.
I må altid holde sammen.
Ingen af brødrene må lide fiasko, når en anden har succes.
Vore fem bankhuse vil beherske Europa.
Et firma, en familie, Rothschild'erne.
Det vil være jeres magt.
Og når den magt kommer,
husk så på ghettoen.

Speakerkommentar:
Altså drager Nathan til London og bliver englænder. Jacob drager til Paris og bliver franskmand. Salomon drager til Wien og bliver østriger. Carl drager til Napoli og bliver italiener. Og Amschel bliver i Frankfurt og forbliver tysker.
Derudover er - og forbliver - de naturligvis allesammen jøder. Da jøderne i tiden under den franske revolution får fuld anerken-delse som borgere i deres respektive værtsstater, opnår de dermed på én gang en dobbelt status. På samme tid tilhører de to natio-ner, og ikke uden formål og nytte har de blodsbeslægtede ved alle europæiske hoffer og tilsvarende hemmeligt kendskab til alt, hvad der sker ved disse hoffer og i disse lande. Den jødiske mellem-handel blomstrer således som aldrig før i det tekniske frem-skridts arbejdsomme århundrede.
Huset Rothschild er kun ét eksempel på denne taktik hos jøderne: At spænde deres net af finansiel indflydelse ud over den arbejdende menneskehed. Den samme taktik benyttes af huset Warburg og andre
jødiske bankierfamilier. I begyndelsen af det 20. århundrede sidder de overalt i knudepunkterne for verdens- og pengeøkonomien. De er en international magt.
Selvom de kun udgør én procent af jordens befolkning, terro-riserer de alligevel verdensbørsen, verdensopinionen og verdens-politikken ved hjælp af deres kapital.
New York er i dag centrum for den jødiske magt, og børsen i New York, verdens finansielle centrum, beherskes af de jødiske bank-huse: Kuhn. Loeb, Warburg, Hanauer, Wertheim, Lewisohn, Seligman, Guggenheim, Wolf, Schiff, Straus, Stern osv. osv. De jødiske finanskonger holder af at lade deres magt udfolde sig bag kulisserne og holder sig gerne selv i baggrunden.
På overfladen har de helt tilpasset sig værtsfolket. De ser næsten ud som vaskeægte amerikanere: Bernard Baruch, den jødiske finansrådgiver for - og ven med - den amerikanske præsident, optræder, som var han en smart USA-borger. Otto Kahn, jødisk storbankier fra Wall Street, finder behag ved at posere som en engelsk lord.
Den jødiske storbankier Felix Warburg. Den jødiske storbankier Mortimer Schiff. Den jødiske advokat og fjende af Tyskland Samuel Untermeyer. Den jødiske professor Felix Frankfurter, juridisk rådgiver for den amerikanske præsident. Herbert Lehman, den jødiske guvernør for staten New York. La Guardia, den halvjødiske borgmester i New York. Henry Morgenthau, USA's jødiske finans-minister.
Jøden Leon Blum, den tidligere ministerpræsident i Frankrig. Han forstår næsten at bevæge sig som en vaskeægte franskmand og blev engang hyldet af millioner af franske arbejdere som deres partifører.
Jøden Hore-Belisha, Englands tidligere krigsminister. Engelske soldater gør honnør for deres jødiske befalingsmand.
Men jøden forbliver en rodløs parasit, også når han er ved magten. Hans magt kommer ikke af egen kraft, nej, den består kun så længe, som vildførte folk er villige til at lægge ryg til.
Lad os tænke tilbage til den dunkle tid, hvor Tyskland lå for-svarsløs på jorden.

Tekst på billedsiden:
November 1918
Valg til Nationalforsamlingen

Speakerkommentar:
Dengang indså jøderne, at tiden var kommet. De optrådte som tro statsborgere, som om de var drevet af dyb omsorg for det tyske folks skæbne. Således stimlede de sammen til den såkaldte nationalforsamling i Weimar, hvor der skulle træffes beslutninger om Tysklands fremtid.
Det jødiske rigsdagsmedlem Landsberg, ved siden af ham til venstre Scheidemann. Jøden Hirsch, ministerpræsident i Preussen. Jøden Theodor Wolff, chefredaktør for "Berliner Tageblatt". Jøden Georg Bernhard, forlagsdirektør for huset Ullstein. Jøden Hugo Preuss, skaberen af den tyske republiks forfatning. Jøden Walther Rathenau, udenrigsminister for den tyske republik. Jøden Hilfer-ding, tysk finansminister. Jøden Bernhard "Isidor" Weiss, vice-politidirektør i Berlin.
Atter andre jøder, hvis opgave det var at repræsentere den radikale retning, proklamerede samtidig åben kamp mod enhver form for statslig orden. Under dække af at være uselviske velgørere for folket lovede de masserne gyldne bjerge og hidsede dem op til at sprænge de lænker, som var skabt af den statslige orden:
Grænseløs personlig frihed og hæmningsløs udfoldelse for den enkelte, fornægtelse af alle ideelle forpligtelser, afstandtagen fra alle højere værdier, bekendelse til de mest simple materielle nydelser, hæmningsløs kritik af de helligste ting, oprør mod alt bestående, ungdommen blev gejlet op, agitation til klassekamp og terror.
Det er ikke noget tilfælde, at denne folkeødelæggende vranglære er udsprunget af hjernen på en jøde: Karl Marx, søn af rabbineren og advokaten Mordochai i Trier.
Grundlæggeren og den første organisator af det tyske social-demokratiske parti var jøden Ferdinand Lassalle (Wolfsohn). Jødinden Rosa Luxemburg, hvis rigtige navn var Emma Goldmann, en af de mest berygtede kommunistiske kvindelige agitatorer. Jøden Leviné-Nissen, der var den hovedansvarlige for de bestialske gidselmord i München i rådsperioden. Jøden Frankfurter, der myrdede den nationalsocialistiske forkæmper Wilhelm Gustloff. Grünzpan, der polske jøde, der myrdede ambassaderåden vom Rath i Paris.

Rulleskifte

Speakerkommentar (fortsat):
Man skal holde sig for øje, at det kun var et ringe mindretal, der på denne måde formastede sig til at terrorisere et stort tålmodigt folk. For hver 1000 tyskere var der ca. ti jøder. Eller sagt på en bedre måde: For hver 1000 tyskere, som var uenige og bekæmpede hinanden, var der ti jøder, som til trods for al ægte eller tilsyneladende konkurrence altid var enige med hinanden om deres vigtigste mål: Udbytning af tyskerne i fællesskab.
Nu stimlede jøderne, der var dygtige til at drive forretning, sammen i storbyerne. Tre fjerdedele af alle jøder boede i en storby. Men ikke for at arbejde i fabrikkerne dér. Det overlod de til tyskerne. Pr. 1000 berlinske arbejdere var der kun to, som var jøder.
I begyndelsen af 1933 var der derimod 15 procent jøder blandt de offentlige anklagere i Berlin. For hver hundrede dommere var der 23 jøder. For hver hundrede advokater var der 49 jøder. For hver 100 læger 52 jøder - og for hver 100 forretningsfolk var der 60 jøder.
Formuen hos hver enkelt tysker udgjorde i gennemsnit 810 mark. Gennemsnitsformuen hos hver enkelt jøde udgjorde 10.000 mark.
Mens millioner af det indfødte tyske folk landede i arbejds-løshed og elendighed, lykkedes det indvandrende jøder at erhverve sig fantastiske rigdomme på få år. Ikke gennem ærligt arbejde, men gennem åger, snyderi og bedrageri.
Vi behøver blot at minde om navne som brødrene Sklarek, som lettede kommunekassen i Berlin for 12 1/2 million. Jøden Kutisker, som bedrog den preussiske stat for 14 millioner. Jøden Barmat, som bedrog den for 35 millioner. Inflationsforbryderen Mendelssohn. Den jødiske aktiesvindler Katzenellenbogen - og hvad det nu var, som de alle hed.
Jødedommen bliver imidlertid allerfarligst dér, hvor den får lov til at blande sig i et folks allerhelligste, i dets kultur, dets religion og kunst, og får lov til at afgive sine anmassende domme derover. På grund af jødens hele natur er skønhedsbegrebet hos det nordiske menneske uforståeligt for ham - og det vil forblive uforståeligt for ham til evig tid.
Den rodløse jøde har ingen sans for renheden og det ubesmittede hos den tyske kunstopfattelse. Det, han kalder kunst, skal kildre hans degenererede nerver. Der skal være en stank af råddenskab og sygdom omkring det. Det skal være naturstridigt, groteskt, perverst eller have patologisk karakter.
Disse feberfantasier fra uhelbrddeligt syge hjerner blev engang opreklameret for den tyske offentlighed af jødiske kunstteore-tikere som den højeste kunstneriske åbenbaring. Man tror i dag næppe, at det er sandt, men sådanne billedværker blev dengang indkøbt af næsten alle statslige og kommunale gallerier, ja skulle indkøbes af dem, fordi jødiske kunsthandlere og jødiske kritikere forstod at lovprise dem som den eneste mulige moderne kunst.
En bølge af fornedrelse og bastardisering gik hen over alle områder af det tyske kulturliv. Billedkunst, arkitektur, litteratur og musik led på samme måde. I mere end et tiår har jøderne her udøvet deres ulyksalige regimente. Som kunsthandlere, musikforlæggere, redaktører og kritikere bestemte de, hvad der var kunst og kultur i Tyskland.
Jøden Kerr, Weimarrepublikkens kunstpave. Jøden Tucholsky, en af de værste smudslitterater, prægede ordene, at landsforræderi er en ære - og at helteidealet er det dummeste af alle idealer.
Jøden Hirschfeld, der drev propaganda for homoseksualitet og seksuelle perversioner. Under et skin af åndrige eller endog videnskabelige diskussioner blev der gjort forsøg på at lede menneskets sunde drifter ind i degenererede baner.
Relativitetsjøden Einstein, som skjulte sit had til tyskerne bag en dunkel pseudo-videnskab. Jøden Kestenberg bestyrede det tyske musikliv i det preussiske kulturministerium.
Jødernes eldorado var den tyske scene. Her herskede de næsten uindskrænket og fornedrede den klassiske tradition gennem deres hæmningsløse appel til de laveste instinkter. Jøden Haller med sine revyer. På tilsvarende vis jøden Nelson. De jødiske brødre Rotter, som besad et monopol med syv teatre i Berlin og stak af til sidst, idet de efterlod sig en gæld på flere millioner mark. Den jødiske revydirektør Robert Klein.
Den jødiske scenediktator Max Reinhardt.

Originallyd fra ugerevyen:
"... se ved ved iscenesættelsen af en klassiker på Det tyske Teater i Berlin. Vi vil belure Dem med et tonefilmkamera uden at forstyrre Dem.
Udmærket. Vi må nu tænke os om, når vi siger noget.
Vi kunne holde en dør åben bagved...
Så kan vi begynde."

Speakerkommentar:
Jøderne styrede de fleste scener. Her de jødiske komikere: Ehrlich, Morgan.
Og det var ikke anderledes ved filmen. Den jødiske filmin-struktør Richard Oswald. Filmkomikeren Gerron. Fremstillingen af det frastødende og uappetitlige anser jøden for at være et særligt frugtbart område til morsomme effekter.
Jødinden Rosa Valetti. Jøden Curt Bois nyder en særlig pervers fremstilling.
Jøden Kortner Kohn forherliger i en spillefilm en forsumpet officer, som end ikke viger tilbage for et mord.
Jøden interesserer sig instinktivt for alt sygeligt og fordær-vet. Her vejrer han muligheder for at nedbryde den sunde dømme-kraft hos et folk.

Originallyd fra spillefilmen "Der Mörder Dmitri Karamassow":
"Champagne, champagne".

Speakerkommentar:
Jøden Lorre i rollen som barnemorder. I overensstemmelse med mottoet "Ikke morderen, men den myrdede er skyldig" forsøger man at fordreje den normale retsfølelse og forskønne samt undskylde forbrydelsen gennem en fremstilling af fordryderen, som skal vække medfølelse.

Originallyd fra spillefilmen "M":
"... men jeg hører det jo. Ja! Mange gange har jeg det som...
... må gå den vej, hvor jeg bliver jaget hen! Må løbe! Løbe! Uendelige gader! Jeg vil væk! Jeg vil væk!! Og spøgelserne forfølger mig...
... Bare ikke, når jeg gør det, når jeg... Og så ved jeg ikke mere... Så står jeg foran en plakat og læser, hvad jeg har gjort, og læser og læser... Har jeg virkelig gjort det? Men, det aner jeg jo intet om! Men, hvem vil tro mig? Hvem véd, hvordan det ser ud inde i mig? Hvordan det råber og brøler inde i mig? Hvordan jeg må gøre det! Vil ikke! Må! Vil ikke! Må! Og så skriger en stemme... Og jeg kan ikke høre mere på det! Hjælp! Jeg kan ikke! Jeg kan ikke! Jeg kan ikke..."

Speakerkommentar:
Et uforholdsmæssigt stort antal jøder gjaldt som prominente personer og blev af deres jødiske stammefæller præsenteret i aviser og ugejournaler for det tyske publikum som tyske kunstnere og repræsentanter for den tyske kultur.
Jøden Richard Tauber. Hans afrejse til New York blev beklaget, idet det blev påstået, at det var et tab for den tyske kunst.Jøden Ernst Lubitsch blev fejret som tysk filminstruktør.

Originallyd fra ugerevyen:
"Jeg glæder mig overordentligt meget over at være i Tyskland - og specielt i min fødeby Berlin."

Speakerkommentar:
Jøden Emil Ludwig Cohn blev fejret som tysk forfatter:

Originallyden fra ugerevyen:
"... for os alle.
Jeg tror, at en forfatter i dag ikke kan gøre noget bedre end at bære det tyske navn i udlandet med ære."

Speakerkommentar:
Jøden Chaplin blev hilst velkommen af en begejstret folkemængde ved sit besøg i Berlin.
Det lader sig ikke benægte, at en del af det tyske folk dengang intetanende applauderede den indvandrede jøde, dødsfjenden af dets race. Hvorledes var det muligt?
Et tåget dogme om lighed mellem mennesker havde forplumret folkets sunde instinkt. Flere hundrede års religiøse opdragelse havde lært de europæiske kristne at se jøden som en folkefælle til stifteren af den kristne religion. Ædle tyske kunstnere og digtere havde lagt deres idealforestillinger ind i de bibelske skikkelser fra den hebraiske stammes historie.

Tekster på billedsiden:
Moses
Abraham
Isak og Rebekka
David
Salomon

Speakerkommentar:
Netop denne Abraham, Isak og Jakob gjaldt for at være bærere af en særlig høj moral og som idealbilleder på den mest ædle menne-skeværdighed.
Vi har i mellemtiden lært at se og ved nu, at hebræerne fra den bibelske historie ikke kan have set sådan ud. Vi må korrigere vores historiebillede.
Sådan ser virkelige hebræer ud.

Oversættelse af originallyd fra den jiddische spillefilm "Spillemanden med fiolen":
"Rabbi Izje-Tewje, hele verden burde støbe en kalv af guld."

Speakerkommentar:
De følgende scener viser en jødisk purimfest, optaget af jøder
fra Warszawa til intern brug som kulturfilm.

Oversættelse af den jiddische dialog fra spillefilmen "Purimspilleren" - den er præget af, at der er tale om et festligt lag:
"Ak ja, man skal opleve det næste år. I hører, at de gudløse siger, at Purim ikke er nogen fest, og at feber ikke er nogen sygdom. Men feberen vil vi overlade til dem, mens Purim virkelig er en fest."

Speakerkommentar:
Hertil skal man vide, at denne familiefest, som ser så harmløs ud, skyldes mindet om nedslagtningen af 75.000 antisemitiske persere. For omtrent 2.500 år siden blev den gennemført af de bibelske forfædre til nutidens jøder.
Bibelen beretter om denne sejrsfest:
"Og den næste dag hvilede jøderne og gjorde dagen til en gæstebuds- og glædesdag og sendte gaver til hinanden, og de besluttede, at disse to dage ikke måtte gå i glemmebogen, men skulle fejres i alle kommende slægtled under navnet Purim."

Oversættelsen af den jiddische dialog (fortsat):
"Karmel, vin fra Karmel!"

Speakerkommentar:
I sin overdrevne, objektive tolerance vil den lærde tysker gerne opfatte den slags som et stykke original folklore og en fremmed-artet sædvane. Men det er folket fra det gamle Israel, som her gnider sig i hænderne og fejrer sin hævnfest - når man lige ser bort fra den forkludrede vesteuropæiske påklædning, som nutidens israelitter bruger til at skjule deres orientalske væsen med.

Oversættelsen af den jiddische dialog (fortsat):
"... intet ondt blik vil komme til at skade ham.
Intet ondt blik vil komme til at skade ham, fordi Wajsusi (dvs. Hamans søn) er ligesom sin far.
Godt formuleret, rabbi Zurech.
Hvad sker der? Hvad sker der?
Hør her. Han taler om Megille (dvs. en religiøs tradition). Det er jo Purim i dag.
Åh, godt formuleret!
Far, far, nu må du se at holde måde.
Far, far, jeg tror, at jeg vil lægge en dæmper på det hele.
Godt formuleret, rabbi Zurech. Skål, rabbi Nuchem, skål!
Når det er Purim, skal man mæske sig og spise en fed hamankage (en særlig traditionel kage, der har form som den onde Hamans øre).

Speakerkommentar:
For at fatte den farlige alvor, der ligger bag alle disse ting, er det nødvendigt at se på sædelovene og læren hos det jødiske folk.
Fra barnsben af bliver jøden opdraget i sin races urgamle lov af en rabbiner i en talmudskole.
Når jøden er blevet ældre, får han en omfattende indføring i de jødiske lovbøger i jeshiva-skolen.
Det er ikke nogen religionsundervisning. Og rabbinerne - disse mestre i kunsten i at forstille sig - er ikke fredelige teologer, men politiske opdragere. Politikken hos et parasitfolk må skabes i det skjulte, og den enkelte ghettojøde behøver slet ikke at blive bevidst om hensigten med den. Det er nok, hvis han bliver opfyldt af dens ånd fra ung af.
Hvad lærer nu den urgamle lov i Talmud? Lad os høre nogle skriftsteder derfra:
"Du skal altid være klog i frygten, svare blidt og betvinge vreden - også den fremmedes vrede - så vil du være elsket af de fornemme og vellidt af de gemene.
Hold dig til den, som tilsmiles af lykken.
Fem ting har Kanaan anbefalet sine sønner: I skal elske hinanden, I skal elske at begå røveri, I skal elske at være udsvævende, I skal hade jeres herrer og I skal aldrig sige sandheden!"
Synagogen overtager derefter funktionen med at præge jødernes åndelige liv. De regner med, at man ikke kender deres sprog og ikke forstår den hemmelige mangetydighed i deres symboler. Sådan viser de sig frem for kameraet ved deres hellige handlinger.
De små sorte kasser på hovedet af de troende indeholder steder fra Moseloven.
Det er ingen vanhelligelse for israelitterne at sjakre under gudstjenesten. Loven siger jo: "Den, der ærer toraen, vil også have lykken med sig i sine forretninger."
Torarullen, som indeholder de fem Mosebøger, bliver taget ud af det såkaldt hellige skrin.
Undervejs til prædikestolen kysser de troende jøder torarullen for dermed at opnå tilgivelse for deres synder.
Torarullen bliver rullet hen til det sted, som netop skal læses op.
Hvordan er så de visdomme, som toraen forkynder for de troende? Lad os lytte til nogle eksempler:
Orach Chajiim 290 - velsignelsen på sabbaten lyder:
"Lovet være Du, Herre, eftersom Du har skabt forskellen mellem de hellige og de gemene, mellem Israel og de andre folk. De vantro, som ikke overholder Din lov, har gjort sig til Dine fjender, som er bestemt til at blive tilintetgjort.
Guds vrede hviler på de vantro, og Han siger: Også de bedste blandt de vantro vil jeg slå ihjel, og for folkene i verden findes der ikke noget godt, for de er allesammen niddinge. Israels sønner er derimod alle retfærdige."
Eller et andet sted, Chagiga 3, vers 1:
"Og Herren talte til israelitterne: I har gjort mig til den eneste Gud i verden. Derfor vil jeg også gøre jeres folk til den eneste hersker i verden."
Eller Orach Chajim 126, vers 1:
"Lovet være Du, Evige, Du, som knuser og fornedrer og udsletter fjenderne til Dit folk, så jorden alene kommer til at tilhøre Dig og Dit folk."
Det er ikke længere nogen religion eller nogen gudstjenete, det er sammensværgelse mod alt ikke-jødisk, en sygeligt listig, forgiftet races sammensværgelse mod de ariske folks sundhed og mod deres morallov.

Tekst på billedsiden:
Schæchtning af dyr er en af de mest sigende skikke i jødernes såkaldte religion. De følgende bilder er originaloptagelser. De hører til de grusomste, som nogensinde er blevet indfanget af et kamera. Vi viser
dem aligevel - uden at tage hensyn til indvendinger om smagløshed. For vigtigere end alle indvendinger er det, at vort folk erkender sandheden om jødedommen.
Det anbefales følsomme "Volksgenossen" (dvs. "folkekammerater") at lade være med at se på de følgende billeder.

Speakerkommentar (fortsat):
Angiveligt byder jødernes såkaldte religion dem alene at spise kød, der er schæchtet (dvs. slagtet på rituel vis). De lader derfor dyrene forbløde i levende live. For at føre harmløse ikke-jøder bag lyset betegner jøderne selv denne grusomhed som værende den mest humane metode at slagte på.
Fra tidernes morgen har den europæiske videnskab bekræftet schæchtningens karakter af dyrplageri, og allerede i 1892 udstedte Schweiz et forbund mod schæchtning på baggrund af en folkeafstemning.
De jødiske lovbøger har ingen sans for de overvejelser, som stammer fra den germanske agtelse for og kærlighed til dyr. De forbyder sågar at gøre en ende på det døende dyrs kvaler før tiden. Siden begyndelsen af sin kamp har den nationalsociali-stiske bevægelse med al mulig energi skredet ind over for disse grusomme pinsler mod værgeløse dyr. I næsten samtlige landdage og i rigsdagen har den stillet forslag om at forbyde schæchtningen. Men den samlede jødiske og jødisk styrede presse betegnede kampen mod schæchtningen som en "kulturel skandale".

Tekster på billedsiden:
Berliner Tageblat
Antisemitiske udskejelser
Nationalsocialistisk forslag vedr. schæchtning
Partierne og schæchtningen
Om schæchtning
I landdagene i Baden, Bayern og Thüringen har national-socialisterne stillet forslag om at forbyde schæchtning, eftersom denne måde at slå ihjel på er uværdig for en kulturstat. Nazi-sterne afholder sig i deres hadske antisemitisme ikke fra at blande sig i tyske statsborgeres ærværdige, religiøse skikke. De påstår i deres demagogi, at schæchtningen er dyrplageri.
Uforudindtagne, objektive videnskabsmænd har derimod forlængst - og ofte nok - bevist, at schæchtningen er en af de humanste måder, der i det hele taget findes at slagte på.

Tempo
Nazifantasier om schæchtning
De lyver om dyrplageri

Vossische Zeitung
Kampen mod schæchtningen
En objektiv undersøgelse
Af rabbiner, dr. Engelbert
Amerikas banker
En objektiv undersøgelse
af rabbiner, dr. Engelbert
Som svar på de mange forespørgsler fra alle kredse i befolknin-gen, om schæchtningen, dvs. slagtningen af dyr efter det jødiske ritual, virkelig kan siges at være dyrplageri, vil jeg gerne fremføre følgende: Ved schæchtningen drejer det sig om...

Erklæring fra Tysklands rabbinere
Den rituelle slagtemetode er en religiøs forskrift for jødedommen, som finder sin begrundelse i bibelske og efter-bibelske skrifter

8 Uhr-Abend
Kaotisk møde i landdagen
Videnskabsmænd tilbageviser nazistiske løgne

Vorwärts
Et anslag mod forfatningen afværget
Nazister ville gribe ind i religionsfriheden
Et beskæmmende billede af tysk hagenkorskultur

Die Rote Fahne
Nazistisk forslag forkastet
Hykleriske dyrevenner

Speakerkommentar:
Det kunne jødepressen skrive, fordi der næppe nogensinde havde været en tysker, som havde haft lejlighed til at overvære en schæchtning. I betragtning af det tyske menneskes velkendte kærlighed til dyr ville det ellers have været uforståeligt, at jøderne helt op til vore dage ustraffet kunne udføre deres grusomme pinsler på uskyldige og værgeløse dyr.
Disse billeder er et entydigt bevis på grusomheden ved schæcht-ningsmetoden. De afslører samtidig karakteren af en race, som skjuler sin afstumpede råhed under en kappe af from religions-udøvelse.
Sædvanligvis binder de jødiske schæchtere dyrene, for at deres bevægelser ikke skal forråde nogen form for lidelse, men engang imellem er det også normalt at foretage schæchtning af dyr, som ikke er bundet.
Straks efter Førerens magtovertagelse blev der den 21. april 1933 udstedt en rigslov, som forbød schæchtning med øjeblikkelig virkning og foreskrev, at alle varmblodige dyr skulle bedøves, før de blev slagtet.

Tekster på billedsiden:
Lov vedr. slagtning af dyr
Af 21. april 1933
Paragraf 1
Varmblodige dyr skal ved slagtning bedøves, før der tappes blod.

Første forordning til lov om rigsborgerskab
Af 14. november 1935
Paragraf 4
En jøde kan ikke være rigsborger. Han har ikke stemmeret i politiske anliggender. Han kan ikke beklæde et offentligt embede.

Lov til beskyttelse af tysk blod og tysk ære
Af 15. september 1935
Overbevist af den erkendelse, at renheden af det tyske blod er forudsætningen for det tyske folks videre beståen, og besjælet af den ubøjelig vilje om at sikre den tyske nation i al fremtid har den tyske Rigsdag énstemmigt besluttet følgende lov, som hermed bliver forkyndt.
Paragraf 1
(1) Ægteskaber mellem jøder og statsborgere af tysk eller beslægtet blod er forbudt.
Paragraf 2
Kønslig omgang uden for ægteskab mellem jøder og statsborgere af tysk eller beslægtet blod...

Forordning om en bod fra jøderne med tilknytning til Tyskland
Af 12. november 1938
Den fjendtlige holdning over for det tyske folk og rige hos jødedommen, som end ikke viger tilbage for fejge mordgerninger, kræver forsvar og idømmelse af en hård bod.
Paragraf 1
Der pålægges jøderne med tilknytning til Tyskland betaling af et bidrag på 1.000.000.000. rigsmark til Det tyske Rige.

Speakerkommentar:
Og ligesom det skete med schæchtningen, har det nationalsocia-listiske Tyskland gjort op med hele jødedommen. Jødisk ånd og jødisk blod vil aldrig mere inficere det tyske folk.
Under ledelse af Adolf Hitler har Tyskland løftet kampbanneret mod den evige jøde.

Tekst på billedsiden:
Møde i Rigsdagen den 30. januar 1939

Hitlers tale:
"Europa kan ikke falde til ro, før det jødiske spørgsmål er løst. Verden har tilstrækkeligt med områder, som kan koloniseres, men man må én gang for alle gøre op med den opfattelse, at det jødiske folk af den kære Gud skulle være blevet udvalgt til i en bestemt procentuel andel at være snyltere på andre folks legeme og produktive arbejde.
Jødedommen må tilpasse sig en solid opbyggende virksomhed på samme måde, som andre folk gør det. Ellers vil den før eller senere gå under i en krise, hvis omfang man slet ikke kan forestille sig.
Hvis det skulle lykkes den internationale finansjødedom i og uden for Europa endnu engang at kaste folkene ud i en verdenskrig, så vil resultatet ikke blive jødedommens sejr, men tilintetgørelsen af den jødiske race i Europa!"
Naturens evige lov - at holde racen ren - er den national-socialistiske bevægelses testamentariske arv til det tyske folk i al fremtid.
I denne ånd marcherer det tyske folks fællesskab ind i fremtiden.

© Stig Hornshøj-Møller