Den nationalsocialistiske Propagandafilm "Den evige Jøde" (Der ewige Jude) er med instruktør Fritz Hipplers egne ord en fornægtelse af alt menneskeligt. Denne karakteristik anvendte Hippler imidlertid først længe efter krigen, hvor han gjorde for at fralægge sig et ansvar for filmen. Ved premieren den 28. november 1940 talte han derimod om en symfoni af væmmelse og gru.

"Der ewige Jude" indeholder en form for hetzpropaganda mod andre mennesker, som til dags dato næppe er overgået af nogen anden film eller video. Af forskellige grunde, der fremgår af de øvrige materialer på denne web-side, kan filmen anses for at være et røntgenbillede af selve beslutningsprocessen, der førte til Holocaust. Filmen afspejler - som et følelsesladet, "virkelighedsnært" medium - die paranoide tvangsforestillinger, som muliggjorde folkemordet på de europæiske jøder.

"Der ewige Jude" er fortsat forbudt i Tyskland, hvor den kun må vises ved særlige lejligheder, hvor der skal være sikret en udførlig kommentar til filmen. Den er i form af piratvideoer blevet til en kultfilm i ny-nazistiske og antisemitiske kredse over hele verden, som ved, hvor de skal skaffe sig sådanne kopier.

Historisk baggrund

Den såkaldte "dokumentarfilm" blev koncipieret og produceret af propagandaminister Joseph Goebbels, i egen høje person. Oprindelig var filmen tænkt som en legitimation af antisemitismen som selve fundamentet i den nazistiske verdensanskuelse over for den brede tyske offentlighed, eftersom mange tyskere havde været chokeret over den voldsomme forfølgelse af jøderne, som kulminerede med den såkaldte Rigskrystalnat mellem den 9. og 10. november. Det første gennemsyn af nye optagelser af jødisk ritual slagtning af køer og får - filmet som dyreplageri efter ordre fra Goebbels - førte imidlertid til følgende notat i hans private dagbog: Denne jødedom må udryddes ("Dieses Judentum muss vernichtet werden", 17.10. 1939). Det allerede da radikale jødehad hos Joseph Goebbels blev til en morderisk drift gennem oplevelsen af den iscenesatte virklighed.

Filmens videre produktion kan derfor betragtes som den kyniske propagandaministers bevidste forsøg på at overbevise den endnu vankelmodig Adolf Hitler om "nødvendigheden" af at drage den ultimative konsekvens af hans egen ideologi og dermed tage skridt til at omsætte ideologien i praksis gennem en ordre om jødernes fysiske tilintetgørelse. Adolf Hitler fordrede imidlertid hele tiden nye ændringer, hvorved filmen kom til at ligne hans eget verdensbillede mere og mere, samtidig med at den fik et stadig mere udtalt budskab om, at jøderne skulle udryddes.

Efter al sandsynlighed godkendte Hitler endelig filmen i den version, vi kender til, den 20. maj 1940, dvs. den dag, hvor felttoget i vest reelt blev afgjort ved, at tyske tropper nåede frem til Den engelske Kanal og tvang englænderne til evakuering fra Dunkerque.

"Der ewige Jude" kan derfor anses for at være en slags "officiel offentliggørelse" af Hitlers beslutning om at gå i gang med planlægningen og udførelsen af Holocaust, idet det drejede sig om - ved hjælp af det "virkelighedsnære" medium film - at få de kommende bødler og medhjælpere til selv at finde ud af, at den eneste mulige løsning på det såkaldte "jødespørgsmål" var en systematisk udryddelse af. Set fra "Tusindårsrigets almægtige Fører-Gud" var det nok at henvise til hans "profeti" fra talen i rigsdagen den 30.1. 1939 (se nedenfor)

Propagandastrategi

Filmen "Der ewige Jude" var en del af en gennemtænkt propagandapakke, hvor en spillefilm - "Jud Süss" (Veit Harlan, 1940) - først skulle vække antisemitiske følelser i den brede befolkning, som så derefter skulle slås fast med syvtommersøm af den såkaldte "dokumentarfilm. "Der ewige Jude" skulle "bevise" de vakte antipatier. Desuden sigtede Goebbels bevidst med denne opsplitning på to forskellige typer publikum. Mens "Jud Süss" henvendte sig til den brede biografpublikum, hvis stiltiende accept af de antijødiske foranstaltninger (dvs. først den totale udgrænsning af det tyske samfund og derefter deportation) var en nødvendig forudsætning for de næste faser, blev "Der ewige Jude" målrettet sat ind som aktiverings- og motiveringsmiddel overfor allerede overbeviste antisemitter og de kommende bødler og medhjælpere.

Kynisk nøgtern sagt svarer filmen psykologisk til en vaskepulverreklame: Præsentation af problemet ("uhygiejnisk skidt"), eksperten giver gode råd, folk er glad, "packshot" (den afsluttende scene, hvor "mærkevaren" hamres fast, så forbrugerne ved, hvad de skal bruge for at slippe for "problemerne" i fremtiden).

Den offentlige premiere på "Der ewige Jude" afventede derfor godkendelsen af spillefilmen "Jud Süss" og blev så præsenteret for Det tredje Riges øverste top den 8. september 1940 som et eksempel på den nye form for krigspropaganda, som var nødvendig, eftersom England fortsat ikke ville give op. Ganske vist udløste denne forevisning protester mod slagtescenerne, som efter de protesterendes mening var alt for voldsomme til at vise i offentligheden - og Goebbels lod derefter producere en udgave uden disse scener for kvinder og børn. "Der ewige Jude" blev vist i disse to versioner i omkring halvdelen af Tysklands ca. 8.000 biografer i december 1940 og januar 1941.

Mens "Jud Süss" hører til blandt Det tredje Riges absolut største kassesuccesser, var der ikke trængsel ved billetlugerne til "Der ewige Jude". Iflg. efterretningstjenesten (SD) var det "kun den politisk aktivere del af befolkningen", som så filmen, mens "det typiske biografpublikum delvis direkte undgik den og lokalt udbredte mundpropaganda imod filmen og dens stærkt realistiske fremstilling af jødedommen".

Filmens budskab blev med andre ord også opfattet af dem, som ikke selv så filmen - og Goebbels var da også overordentlig tilfreds med virkningen af begge film. Senere blev begge film bevidst sat ind til at forberede den lokale befolkning på kommende deportationer. Der findes også vidnesbyrd om, hvordan hele landsbyer blev tvunget til at se filmene, ligesom de begge tilhørte den række af film, som var pligtprogram hos Hitler-Jugend. Endelig blev den vist for medlemmerne af mordkommandoerne i Østeuropa, de såkaldte Einsatzgruppen, politiet og hæren. Der blev endvidere lavet en særlig hollandsk og en særlig fransk udgave af filmen til brug i Nederlandene og Frankrig, mens den i det besatte Syd- og Østeuropa blev vist i den oprindelige tyske udgave med lokaltsprogede undertekster. Mens "Jud Süss" blev vist offentligt i Danmark i 1941, er "Der ewige Jude" alene blevet vist en enkelt gang ved de danske nazisters fest den 20. april 1942 i anledning af Hitlers fødseldag.

Litteratur

Stig Hornshøj-Møller: "Der ewige Jude". Quellenkritische Analyse eines antisemitischen Propagandafilms. Institut für den Wissenschaftlichen Film, Göttingen 1995. (Kan erhverves gratis gennem henvendelse til Bundeszentrale für politische Bildung, Postfach 1369, D-53 003 Bonn)

Stig Hornshøj-Møller: Førermyten. Adolf Hitler, Joseph Goebbels og historien bag et folkemord. Tiderne Skifter, København 1996

Yizhak Ahren u.a.: "Der ewige Jude" oder wie Goebbels hetzte - eine Untersuchung zum nationalsozialistischen Propagandafilm. Alano Verlag, Aachen 1990

Dorothea Hollstein: "Jud Süss" und die Deutschen. Antisemitische Vorurteile im nationalsozialistischen Spielfilm. Fischer Taschenbuch, Frankfurt/Main 1983

Om filmens indhold

"Der ewige Jude" gælder i dag som paradeeksempel på filmisk og audio-visuel manipulation. Joseph Goebbels anså den selv som sit propagandistiske mesterstykke. Motiv, optageteknik og kameraperspektiver, brændvidder og lyssætning, trick, klipning und speakerkommentar, originallyd og filmmusik er alle de elementer, som anvendes til at umenneskeliggøre den jødiske "race" på enhver tænkelig måde. Den absurde sammenligning mellem jøder og rotter udgør et af filmens højdepunkter, ligesom modstillingen af slagtescener og Hitlers "profeti" fra den 30. januar 1939: "Hvis det igen skulle lykkedes den internationale finansjødedom i og udenfor Europa endnu engang at kaste folkene ud i en verdenskrig, så vil resultatet ikke være jødedommens sejr, men derimod udryddelse af den jødiske race i Europa!"

Filmen betegner sig selv ganske vist som en "dokumentarisk film" (forteksterne), er imidlertid en yderst tendensiøs kompilationsfilm, som består af mange forskellige former for filmmateriale:

1. Nazistisk filmmateriale fra Polen, hvor de fleste klip er optaget direkte med henblik på denne film i oktober 1939. Uden den propagandistiske Kommentar er disse billeder tillige vidnesbyrd om den store fattigdom i de allerede overfyldte ghettoer. Den autoritative speaker - Harry Giese, der nomalt lagde stemme til UFA-ugerevyerne (datidens TV-avis) - udlagde billederne skiftevis som bevis eller som en overflade, man netop ikke skulle tro på.

2. Prozionistisk filmmateriale fra Palæstina, idet optagelserne blev anvendt på den nøjagtigt modsatte måde i den oprindelige film, som gjorde reklame for den jødiske kolonisering af Palæstina ved hjælp af kibbutzer.

3. Spillfilmsscener (Tyskland, Polen, USA). Her er der foretaget kraftige manipulationer i forhold til originalfilmene. I Rothschild-filmen er f.eks. de originale østrigske undertekster blev dækket med en sort bjælke og erstattet med nye, der giver en hel anden mening med citatet. Det sker i første del ved at udelade replikker, der afspejler, hvordan jøderne blev diskrimineret af det øvrige samfund, i anden del ved en direkte forkert oversættelse: En opfordring til de fem sønner om at holde sammen bliver til en sammensværgelse!

4. Arkivoptagelser fra Rigsfilmarkivet, som allerede havde fået en bestemt symbolsk karakter gennem andre propagandafilm, som f.eks. kommunistiske optagelser fra filmen "Blutmai 1929". De blev oprindelig lavet af kommunistiske filmamatører til at dokumentere forfølgelsen af kommunister i Berlin den 1. maj 1929, hvorefter de af nazisterne blev brugt som belæg på de urolige politiske forhold i den sene Weimarrepublik.

5. Nazistiske trickoptagelser, som fremstiller udbredelsen af jøder og de jødiske bankhuses indflydelse som "kræftsvulster". Disse grafiske illustrationer blev betegnet som særlig effektfulde i den samtidige presse, fordi sådanne tricks dengang var noget, som forekom var yderst sjældent på lærredet.

6. Nazistiske studieoptagelser, deriblandt sekvensen med "berlinske jøder". Derudover blev der lavet fem nyoptagelser med rotter for at "forbedre" arkivbilleder fra en rottebekæmpelsesfilm fra 1938 med titlen "Kampf den Ratten".

7. Fotografier, som sandsynligvis stammer fra det såkaldte "Institut til Studiet af Jødespørgsmålet", der var oprettet som en pseudovidenskabeligt dokumentationscenter af Joseph Goebbels i 1934.

Om film- og propagandateknik

"Der ewige Jude" er på enhver måde et mønstereksempel på propaganda i et audio-visuelt medium. Ligesom i moderne film- og TV-reklamer har belysningen, kameraperspektivet og billedudsnittet, valg af objektiv, dybdeskarphed, klipperytme, forenklingen af tekst og brugen af slagord i forbindelse med følelelsesladet musik en afgørende betydning for formidlingen af budskabet om den fysiske udryddelse af jøderne. Det lader sig klip for klip dokumentere, hvordan hvert eneste billede, hvert eneste ord og hvert eneste klip i filmen blev valgt med allerstørste omhu (se den kildekritiske udgave af filmen).

Anvendelsen af lys var ganske vist ved mange af de nye optagelser i den polske ghetto underkastet praktiske vanskeligheder pga. utilstrækkelige strømforhold, men netop disse vanskeligheder blev virtuost udnyttet i den defamerende propagandas tjeneste gennem valg af kameraperspektiv og billedbeskæring. Dertil kommer, at den dårelige belysning - forstærket gennem den dermed forbundne mangel på dybdeskarphed - medførte et "dystert" filmudsagn, som blev fremhævet af speakerkommentar og musik. Ved de fleste nyoptagelser i ghettoen blev der arbejdet efter principperne for en indoktrinerende ugerevy-reportage, som var velkendt for biografgængerne i Det tredje Rige. Som oftest er der valgt en tilsyneladende nøgtern-objektiv kameraindstilling, mens en lille smule fugle- eller frøperspektiv samtidig på massiv måde påvirker det samlede billedudsagn.

Filmens egentlige udsagn opstod i klippebordet. "Der ewige Jude" blev - iflg. et TV-interview med Fritz Hippler - "i løbet af 13 måneder ændret, klippet om, udvidet osv. mindst et dusin gange - for slet ikke at tale om de forskellige udgaver af speakerkommentaren, som hele tiden mere og mere blodtørstig, mere og mere aggressiv". Også her blev der manipuleret kraftigt med montagen, som f.eks. ved den første slagtning, hvor undersøgelse af koens indre angiveligt finder sted, før blodet er løbet af - eller ved handelsscenen i synagogen, hvor det imidlertid pga. den dårlige belysning er tydeligt, at den er optaget på et andet tidspunkt og først klippet ind senere.

Komponistens opgave havde Goebbels selv nøje defineret. Franz R. Friedl skulle skrive "en musik, som var så spottende som muligt og fyldt med dissonanser", hvorved han skulle lade sig inspirere af den jødiske musik fra nogle jiddische spillefilm fra Polen, som tyskerne havde erobret. Han skulle fordreje disse og f.eks. også Marseillaisen på "grotesk vis". En filmanmelder fremhævede efter premieren, at filmen ikke mindst gennem musikken havde fået en "gribende realistisk virkning". Han mente, at Friedl havde fået udtrykt "en bærende kraft i den musikalske tankegang som ramme om de forskellige scener og skuespladser og dermed afsløret det jødiske væsen i al sin snigende fordærvethed og umenneskelige holdning over for andre."